Når jeg er i uro hører jeg ikke min indre stemme.

Når jeg er i ro taler den til mig.

🌱

I dag var en af de dage, hvor jeg vågnede med uro i kroppen og ikke kunne mærke glæden og min indre inspiration.

Da jeg satte mig med lukkede øjne og mærkede ind, kom først roen, så glæden.

Jeg kom hjem i mig selv.

🧘‍♂️❤️

I den stilhed spurgte jeg, ”er der et budskab til mit community ?”

Med det samme kom et digt.

At dele det – mærker jeg nu - er lidt ’out of comfort’.

Ved ikke hvorfor❓ Måske fordi jeg nu helt uredigeret poster det direkte fra min indre stemme 😊

🌱

Kære alle

Vid at I til hver en tid bærer lyset I jer.
At du altid har det hos dig.
At det aldrig kan forlade dig.
Du ER det lys.

Når du ikke mærker det,
er det fordi du på den ene eller anden måde, har taget livet for alvorligt, for tungt.
Tillagt det for stor betydning.
Har gjort den omstændighed du står i for dominerende, for altdominerende, i forhold til hvem du egentlig er.

Du har muligheden for at hente dig selv hjem.
Forbinde dig med din væren.
Den evne træner du ved at blive stille og mærke indad.

Det er som at få de oprørte bølger til at berolige sig.
Først inden i dig, så udenfor dig, så inden i dig, så udenfor dig.

Så du får dit stille blik tilbage.

Mærker din dybe indre ro, som en ven du kan tage i hånden når som helst du husker ham eller hende.

Roen i dig er dit bedste udgangspunkt.

Derfra ER du bare og kan klare alt.